Book tid på: tlf. 75 62 11 64

Her bor vi:

Sønderbrogade 14, 8700 Horsens

Øreoperation

Baggrund

Der er hul på trommehinden og ved en operation vil man forsøge at lappe hullet og evt. forbedre hørelsen.

Forberedelser før operationen

Hvis der er langt hår, skal det sættes op i høj hestehale eller fletninger. Det kan evt. være nødvendigt at fjerne lidt hår bag øret.

Selve operationen

Foregår i lokal- eller helbedøvelse og varer ca. 45 min. Der tages normalt et stykke bindevæv fra det lille bruskfremspring ved øregangen. Ved operationens afslutning lægges der gaze med salve i øregangen for at beskytte den nye trommehinde og forhindre betændelse.

Efter operationen

I det første døgn kan det bløde ud af øret. Da kan du forstærke forbindingen ved at sætte mere plaster henover. Efter operationen bør du være sygemeldt i ca. 1 uge, dog afhængig af hvilket arbejde, du har. Ved smerter i øret, feber, svimmelhed eller hvis gazen falder ud af øregangen, skal du kontakte klinikken telefonisk.

Aktivitet:
Når du vasker hår, skal du undgå at få vand i det nyopererede øre de første 2 uger. Efter 2 uger kan du normalt gå i bad igen, uden at tage hensyn til øret. Du må ikke deltage i svømning før 2 uger efter operationen. Undgå at pudse næse i 2 uger. Undgå deltagelse i sport eller lignende de første 2 uger.
Behandlingsresultatet kan blive påvirket i uheldig retning, hvis du bliver forkølet eller får influenza umiddelbart efter operationen. Derfor bør du så vidt muligt undgå kontakt med forkølede personer i et par uger efter operationen.
Flyvning medfører ændring i mellemøretrykket og frarådes de første 2 uger efter operation. Tal med lægen, hvis du har planlagt en flyrejse kort tid efter operationen.

Gazen i øregangen skal fjernes ca. 2 uger efter operationen. Der er kontrol med høreprøve efter 2 måneder og 1 år.

Vagt

Hvis der er mistanke om komplikationer, første nat efter operationen, kontaktes vagtlæge uden for klinikkens åbningstid.
Lægevagten: Tlf. 70 11 31 31

Har du brug for en tid?

Kontakt os i dag