Allergiudredning
I klinikken udfører vi undersøgelser og behandling af børn og voksne med allergi:
- Allergiudredning
- Priktest
- Rådgivning omkring allergivaccination.
Allergi er en folkesygdom, og i Danmark lider mindst 20% af befolkningen i dag af allergisk høfeber. Flere af dem lider faktisk også af astma.
Ved allergi reagerer kroppens immunforsvar med en forhøjet følsomhed overfor stoffer, som normalt er ufarlige. Disse stoffer kaldes allergener, og i Danmark kommer de ofte fra pollen, husstøvmider, pelsdyr, bi- og hvepsestik samt forskellige fødevarer.
Ved allergi danner immunforsvaret antistoffer mod allergenerne. Det kan medføre forskellige allergiske symptomer som fx en næse der løber, kløe i øjnene og astma. Der ses også kontaktallergier som giver eksem ved berøring med fx nikkel eller andre stoffer.
En allergidiagnose stilles ved hjælp af en blodprøve og/eller en priktest, eller evt. ved udsættelse for det man ikke kan tåle - fx fødevareprovokation eller øjenprovokation. Hvis der er et sammenfald mellem et positivt testresultat og de aktuelle symptomer, er der sandsynlighed for, at man er allergisk.
Priktest
Det er vigtigt at finde frem til, hvad man er allergisk overfor, for at kunne komme i rette behandling. En positiv priktest i kombination med den konkrete sygehistorie kan hurtigt og enkelt afklare, hvilke allergener kroppen reagerer på. Fordelen ved en priktest er, at man kan få besked hurtigt.
I klinikken udføres priktest med et panel bestående af reagenser som fx birk, græs, bynke, hest, hund, kat, to slags husstøvmider og to slags skimmelsvampe. Der sættes en lille dråbe af hver reagens på underarmen, hvorefter de prikkes i huden med et lille prik.
Efter at der er prikket skal der gå 15 minutter, før eventuel fremkomst af en let kløende hudreaktion. Herefter aflæses testresultatet, og såfremt der er positive reaktioner, vil du modtage information om eventuel forebyggelse og fremtidige forholdsregler.
Forud for priktesten må der ikke indtages medicin, der virker antiallergisk, i tre døgn før undersøgelsen. Du må således ikke tage antihistaminer eller steroidholdige præparater .
Har du brug for en tid?
Kontakt os i dag