25 september 2017
Velkommen til Ørelægerne i Horsens

Obstruktiv søvnapnø

Obstruktiv Søvnapnø

 

Obstruktiv søvnapnø (OSA) betyder, at åndedrættet stopper gentagne gange under søvnen. Årsagen er obstruktion af de øvre luftveje.

Pauser i åndedrættet på op til 10 sekunder forekommer normalt hos alle i indsovningsfasen og under drømmesøvn. Hos patienter med søvnapnø varer pauserne længere og forekommer op til 40-60 gange i timen. Apnøerne bevirker, at søvnen forstyrres, så patienten vågner helt eller delvis, hvilket betyder, at han aldrig når den dybe søvn eller kan sove en hel nat igennem (1). Når åndedrætsstoppet skyldes obstruktiv søvnapnø, ophæves denne typisk af en kraftig snorken.

Ubehandlet søvnapnø forhindrer ca. 50.000 danskere i at leve et godt liv med familie, venner, job og fritidsinteresser (2).

Forståelse af den normale søvn er nøglen til at forstå, hvorfor søvnapnø er så ødelæggende for patienten.

Begrebet obstruktiv søvnapnø syndrom (OSAS) betyder, at OSA er forbundet med så væsentlige symptomer i form af dagtræthed og søvnanfald, at patienternes livskvalitet reduceres. OSAS medfører desuden stor sygelighed og øget dødelighed. i mange tilfælde betyder OSAS tidligt ophør med erhverv, og sygdommen er dermed årsag til social og familiemæssig belastning/deroute.

 

Ingen vind

Apnø er græsk og betyder ingen vind. Apnø kan inddeles i tre typer:

  1. Obstruktiv apnø. Skyldes okklusion af den øvre luftvej, mens der fortsat er thorakale og abdominale bevægelser.
  2. Central apnø. Betinget af manglende aktivering fra centralnervesystemet, derfor er der ingen respirationsbevægelser under apnøen. Central apnø er langt sjældnere end obstruktiv apnø.
  3. Blandet type. Både obstruktive og centrale komponenter er til stede. I denne artikel fokuseres på obstruktiv søvnapnø.

Under søvn falder tungen tilbage mod drøblen og svælgets bagvæg. Herved sker en tillukning, dvs. at luftvejen obstrueres. Patienten vil ihærdigt forsøge at trække vejret, men pga. tillukningen kommer der ingen luft i lungerne. Vejrtrækningsbevægelserne vil blive kraftigere og kraftigere, indtil patienten vågner, og det endelig lykkes at bryde tillukningen i svælget. Sådanne episoder fortsætter natten igennem.

 

 

OSA er karakteriseret ved en pause i vejrtrækningen på op til halvandet minut pga. obstruktion af de øvre luftveje. Obstruktionen kan være delvis (hypopnø) eller fuldstændig (apnø). Et samlet billedet af obstruktionens sværhedsgrad udtrykkes med et AHI-indeks. Iltkoncentrationen i blodet skal mindskes med mindst fire pct. (hypoxi), før man taler om OSAS, og personen skal have korte opvågningsperioder (arousals) (2). Disse o9pvågningsperioder vil være af så kort varighed, at personen ikke vil erindre dem i vågen tilstand. Ved længere pauser i vejrtrækningen kan der forekomme stigning i kuldioxidtensionen i blodet.

Andre følgevirkninger OSAS er lav udskillelse af humant væktshormon, arytmier, hypertension og NIDDM.

 

Symptomer

Kendetegnene ved OSAS kan inddeles i søvnsymptomer og dagsymptomer.

 

Søvnsymptomer

Søvnsymptomer vil typisk være højlydt snorken. Det vil ofte give familiære og sociale problemer, da det kan være yderst svært for andre at dele soveværelse med en person, hvis snorken i sjældne tilfælde kan overskride arbejdsmiljølovens grænse for støj.

Arousals kan give nogle patienter fornemmelsen af en urolig søvn. Det mærkes lige fra lette bevægelser af kroppen til, at personen sætter sig halvt op for at bryde en apnø. Patienter beskriver, hvordan de kan vågne op med kvælningsfornemmelse flere gange i løbet af en nat.

Nattesved kan forekomme i en sådan grad, at sengetøjet må skiftes. Nattesved menes at skyldes hormonale forstyrrelser, idet vigtige hormoner overvejende produceres om natten (væksthormon, kortisol).

Nykturi er et kendetegn hos mange med OSAS. Disse patienter vækkes helt pga. vandladningstrang 4-7 gange i løbet af en nat. Nykturi er også hormonalt betinget. (4).

 

Dagsymptomer

Dagsymptomerne vil typisk være sygelig træthed. Det viser sig ved, at patienten falder i søvn, når han er monotont beskæftiget, f.eks. ved møder, bilkørsel, avislæsning, og når han ser tv. Patienten er klar over problemet, men kan ikke mande sig op til at holde sig vågen. At gå tidlig i seng vil ikke afhjælpe problemet. Patienten er lige så træt om morgenen, som da han gik i seng.

Koncentrationsbesvær og søvnanfald om dagen kan give patienten sociale og arbejdsmæssige problemer. At gennemføre et studium kan være umuligt uden behandling. Nogle patienter isolerer sig og undgår besøg hos familie og venner, da de finder det pinligt at falde i søvn under middagen.

Endvidere kan OSAS medføre nedsat libido og impotens pga. træthed og manglende stadie 4-søvn.

Den ødelagte søvn og konstante træthed gør, at patienterne ikke får bevæget sig ret meget, de orker det ikke. Indtaget af kalorier er ofte større end forbrændingen, og mange med OSAS er overvægtige. På Respirationscenter Øst, Rigshospitalet, har et projekt ”Vægtreduktion hos adipøse patienter med obstruktiv søvnapnø” i 2002 vist sammenhæng mellem vægttab og trykbehov i forbindelse med CPAP-behandling. Vægttab vil sænke trykbehovet, men ikke fjerne behandlingsbehovet.

OSAS giver store problemer i trafikken. Ved svær OSAS vil reaktionsevnen være nedsat. Ikke at have sovet i 24 timer svarer til en alkoholpromille på 0,8. Har man ikke sovet et døgn, vil bremselængden ved en katastrofeopbremsning være øget med 28 meter ved 90 km/t.

På Respirationscenter Øst er der ikke mulighed for ambulante undersøgelser, da patientklientellet omfatter patienter med neuromuskulære sygdomme og kronisk respirationsinsufficiens med behov for C02 –måling på hud og i blod.

 

Behandling

behandlingen kan være konservativ, mekanisk eller kirurgisk.

 

Konservativ behandling

Hos overvægtige har vægtreduktion nogen effekt på OSAS, men det er også her, man ser flest tilbagefald. Vægtreduktion vil sjældent gøre behandling overflødig, men vil kunne reducere behandlingstrykket ved CPAP-behandling.

 

Mekanisk behandling

Der er i de senere år kommet et utal af vidundermidler på markedet, som skulle lindre søvnapnø, fx næseborsudvidere og sprayvæsker. Ingen af disse midler har dokumenteret virkning på OSAS og kun meget sjældent på den snorken, som bringer patienten til lægen. En apnøbøjle, der trækker underkæben frem, kan hjælpe ved lettere tilfælde af OSAS.

Det mest udbredte behandling af OSAS er Continuous Positive Air Pressure (CPAP), som iværksættes, når patienten har OSAS uden p C02-stigning.

Atmosfærisk luft under tryk føres frem til patienten gennem en slange og en næsemaske, der fæstes på hovedet med stropper (headgear). i dag anvendes ofte et såkaldt auto-CPAP-apparat, der gennem natten selv måler det aktuelle trykbehov hos patienten og indstiller luftflowet derefter. Trykbehovet kan fx ændre sig, når patienten vender sig i sengen. Det almindeligste  behandlingstryk ligger mellem 8 og 12 cm H2O. Hvis patienten har svær OSAS med væsentlig C02-stigning, er det nødvendigt at bruge en Bilewel Positive Airway Pressure (BiPAP)-respirator, hvor patienten ud over CPAP sikres en sufficient vejrtrækning. Princippet er, at trykket er højere under inspiration fx 12 cm H2O end under eksspiration, hvor trykket er 4-6 cm H2O. Desuden er det muligt at sikre en minimumsrespirationsfrekvens. Behandlingen udføres ellers på samme måde som CPAP.

 

Kirurgisk behandling

Ved operation af snorkere med uvulo-palato-pharyngoplastik (UPPP) fjernes store dele af den bløde gane, drøblen og evt. forstørrede tonsiller. Denne operation kan give patienten svære spise- og synkeproblemer, hvis der fjernes for meget væv. Desuden kan det være svært at komme igennem med CPAP-behandling senere, fordi patienten så ikke vil være i stand til at lukke fuldstændigt af mod mundhulen.

Opretning af en skæv næseskillevæg kan komme på tale, da passagen i næsen er vigtig for at kunne forlige sig med næsemaskebehandling.

 

 

Sidst revideret marts 2013